Alle indlæg af Kreamusan

Gode brød – altid

Hemmeligheden bag mine brød er faktisk bare,  at der ikke er nogen hemmelighed ;O) Det skal være nemt at bage og jeg gider ikke stå og fedte med en opskrift, hvor det så nogle gange går galt fordi jeg ikke har prøvet opskriften før …

Derfor har jeg med tiden – og nu igennem mange år, brugt den samme fremgangsmåde, når jeg bager. Og det virker, hver eneste gang! Jeg bager rigtig gode brød, og jeg elsker at det er så ukompliceret at gøre det.

Jeg starter ALTID med 6 dl lunkent vand (du kan erstatte vandet med mælk helt eller delvist hvis du ønsker, blot du holder dig til 6 dl.). Heri smuldrer jeg 50 gram gær hvis det er alm brød/boller/flutes m.m. Hvis det er burgerboller, pitabrød eller andet som ikke skal hæve så meget, bruger jeg kun 25 gram gær. Gæren opløses i vandet og så tilsætter jeg en god skvat olie (nok ca. 1/2 dl) salt og hvis jeg skal have kerner/frø i er det også på dette stadie at jeg gør det. Du kan bruge alle den slags kerner/frø du vil, og mixe efter lyst. Jeg bruger for det meste hørfrø, sesamfrø, solsikkekerner, græskarkerner eller også bruger jeg bare noget fra en pose knækbrøds-blanding alt efter hvor kernerig mine brød skal være. Vil du have helt hvide boller, så udelader du blot kernerne. Nogle gange putter jeg også et æg i, en rest ymer/A38/græsk yoghurt – det kan du også sagtens gøre, hvis du har lyst.Jeg har naturligvis også bagt frø-boller (har du surfet lidt rundt på min hjemmeside, så har du nok set alle mine frøer, hist og pist <3 ) Der var en som blev rigtig, rigtig glad over de her boller til morgenmad …

Når jeg er nået hertil er det ligesom en base for mig, så kan jeg finde på at rive gulerødder, squash, en rest hokkaido-græskar eller hvad jeg nu har i køleskabet som er egnet til bagning og putte i. Jeg har for nyligt set brød med fintrevet rødkål også, og det var de fineste naturligt farvede lilla brød – jeg har tilgode at prøve. Men det gør jeg snart :O)

Så kommer vi til melet og her er der altså ikke mål på, det er på gefühl … Det vigtigste at vide her er, at din dej skal være lidt klistret uden at sidde meget fast på dine hænder, sådan lidt klæbrig uden at klistre. Så du skal tilføje mel lidt af gangen, jeg starter med den grove mel, hvis jeg vil have groft mel i. Jo mere grovmel, jo tungere brød.  Dit brød brød hæver ikke nær så meget hvis du har meget groft mel i. Der må du eksperimentere lidt – det har jeg også selv gjort. Så længe jeg kan, rør jeg i skålen med en træ-ske, når jeg ikke kan det mere, ryger det ud på bordet hvor jeg ælter resten af melet i, har du en røremaskine, så bruger du selvfølgelig bare den ;O)

Når du har æltet dejen godt (husk at den altså gerne må være lidt klistret på dette stadie..!) så skal den tilbage i din bagefad/skål, drys lidt mel på toppen og så sætter du den til hævning et lunt sted, med et viskestykke over sig i en time.

Efter en time tager du lidt mel på bordet og vender din dej ud på bordet. Jeg ælter det ikke, men går direkte til at forme boller, franskbrød eller flutes. Hvis det er burgerboller eller pitabrød, former jeg en bolle og trykker den flad. På bageplade med papir og efterhæve i ca. 1/2 time. Pensler med æg, og bages ved 200 grader til de er gyldne, sprøde og har en flot overflade.

TIP: bager jeg meget grove, mørke boller eller flutes så kan man erstatte de 6 dl vand med en mørk øl; en porter eller en nisseøl – og så snyder jeg en smule, jeg bruger naturligvis en grov og mørk mel, men da man bruger malt til at gøre dejen mørk med, så må man jo sno sig – jeg har ikke malt, men jeg har kulør. Så der snyder jeg lidt, og tilføjer et par dråber kulør. Det kan ikke smages i brødet, men farven bliver flot og brødet ekstra lækkert at se på.

Gulerodsbrud
Jeg bager de lækreste gulerodsbrud, det er en blød og sødere bolle med masser af solsikkekerner og groftrevne gulerødder.

Ideen er fra Bageren i mine yngre dage, efter skole elskede jeg at gå ned til bageren og købe mig et gulerodsbrud. Jeg har ikke set dem siden – men smagen, den glemmer jeg aldrig. Jeg har derfor eksperimenteret mig frem til at det er sådan her de smagte, dengang jeg var barn.

Min fremgangsmåde med dem er liiidt anderledes – 6 dl lunet mælk med 50 gram smeltet smør til 50 gram gær , lidt salt og så har jeg 1-2 spiseske sukker i. Jeg kan godt lide at den er lidt sød i det. Ca. 2 dl solsikkekerner. Groftrevne gulerødder (hvor meget/lidt er op til dig) jeg bruger godt og vel 2 dl. ca. og jeg bruger kun helt almindeligt hvedemel til mine gulerodsbrud.

Denne dej skal altså være rimelig våd før hævning ( skal minde om en god tyk havregrød), jeg sætter dem på bagepladen med to skeer, de bliver meget rustikke. Pensler med æg og bager til de er gyldne. Og nu er du altså advarret, de smager rigtig, rigtig dejligt lune med et godt lag smør – men også i madpakken kolde, blot som et mellem-måltid uden noget på.

Brød, bage, grove boller, grovboller, hvide boller, flutes, gulerodsbrud, franskbrød, bagværk, basisopskrift, nem opskrift på boller, nem opskrift på brød

 

Hæklet gravhund

I sommers fik jeg et lille, dybfølt ønske fra Asta. Hun er min mands kusines datter. Asta ønskede sig et penalhus, formet som en gravhund. Jeg kunne såmænd godt have valgt at bruge en opskrift, for der er flere søde opskrifter på sådan nogle hvis man googler. Men jeg ville gerne gøre den så personlig som muligt – og med et tvist af kreamusan.

Det skal jeg lige love for at den fik ;O) Asta elsker gul, så den fik et solgult tørklæde på. Jeg skrev “Asta” med luftmasker og broderede på. Jeg skrev først navnet på papir og lavede luftmaskekæder, som passede ind i skabelonen og så syede jeg dem derefter fast på penalhuset. Den anden side var så bar og jeg overvejede at hækle små hjerter i forskellige farver, prikker/cirkler eller et eller andet finurligt pynt. Indtil jeg kom i tanke om min søns PYT-knap, som jeg hæklede for et stykke tid siden – sådan en var da fin at sy på. Som tænkt, så gjort … indeni PYT-knappen har jeg puttet en “squeaker” ind. Dem har jeg købt ved Rito  Vi har jo faktisk allesammen dage, hvor man bare har brug for en PYT-knap!

Jeg har fyldt penalhuset med store farveblyanter og almindelige blyanter i lyst træ. Det åbnes i rumpen med en hæklet snor. Jeg var ude i flere løsninger, jeg kunne have hæklet på langs og monteret en lynlås, men jeg synes at det ville være træls at skifte den, såfremt den gik i stykker. Jeg kunne også have hæklet et “låg” i enden og monteret i den ene side og med en oplukning med knap i den anden side, den løsning har jeg brugt til et hæklet penalhus formet som en blyant tidligere (se billedet af den herunder) jeg synes dog ikke at et så stort og blødt penalhus var egnet til en sådan lukning. Jeg prøvede at putte et rør ind, men igen synes jeg ikke at det fungerede … og så til sidst fandt jeg på at gøre sådan her, og det var faktisk nemt for hende at åbne og lukke – og så kan man jo også lige få øvet sig lidt ekstra i at binde sløjfer  ;O)

Min hæklede blyant som jeg lavede for nogle år tilbage. Indeni er en toiletrulle for at holde faconen. Jeg bruger det til mine hæklenåle når jeg er på tur.

Hæklet hund, penalhus, blyant, penalhus blyant, hund, gravhund, garn, diy, 2021, hæklet inspiration, hæklet gave, hæklet ide, kreamusan

Hæklet Badefrø klar til sol & sommer

Efter min hæklede udgave af John Dillermands kostume til min Kay Bojesen abe forleden HER, så gik jeg i gang med en badering formet som en and, til min abe.

… guderne må vide hvor jeg dog fik den tossede idé fra!? Nå, men halvvejs i projektet begyndte “Halvfærdige Frø” at kvæææææække op om, at nu havde jeg hæklet NOK til de aber. Nu måtte det altså være frøernes tur! Nå, nå! Jamen så blev han da tryllet om til “Anni Frø” … så kan det være, at han kan lære at holde kvæk, en anden gang!

Således kom denne her skøre tingest til verden:

Den er lidt i samme stil som mine små fine, finurlige hæklede “nålepuder” bare 3x så stor. Den er hæklet over låget på et glas og limet fast. Den kan således rumme småtterier og er nu en beholder til mine sikkerhedsnåle. Du kan finde mine små nålepuder HER

Topfotoet på dette indlæg er hentet gratis herfra

Hæklet frø, hæklet inspiration, 2021, diy, hæklet badeand, garn, hjemmelavet, frø, grøn frø, frøer, hæklet opbevaring, nålepude, hæklet nålepude, hæklet gave, sjove hæklerier, kreamusan

John Dillermand kostume til min Kay Bojesen abe

Jeg er efterhånden blevet tagget i pænt mange opslag fra mine venner og bekendte på Facebook, til opskrifter på den hæklede John Dillermand … ved du ikke hvad det er, så kig lige her: Hvem er John Dillermand

Jeg har simpelthen ikke gidet, det er sjældent at jeg følger mode-diller ( … eller mode-dillere he he) – jeg har ikke så små børn, at de plager om at blive klædt ud som ham, til Fastelavn – og det er jeg helt ok med. Jeg forstår det nok bare ikke helt, og jeg har aldrig set en episode ;O)

MEN … man har som bekendt et standpunkt, til man tager et nyt. Det gjaldt også mig! For nu har jeg faktisk gjort det; jeg har simpelthen hæklet et John Dillermand kostume til Kay Bojesen Aben. Den er freestylet og jeg har målt mig frem på min egen træabe. Det kom sig af at min mands kollega, var liiiiiidt for rap i kvækken en dag, og så er han lige netop haft fødselsdag og fyldte rundt. Man altså passe rigtig meget på med at være FOR kæk … og nu er han så ejeren af dette pragteksemplar her:

Den er givet væk i sjov,  modtageren blev rigtig glad – og finder den heldigvis lige så sjov som jeg gør.

Du kan finde opskriften fra DR på en hæklet udgave af John Dillermand her: Hækleopskrift på John Dillermand

Hæklet tøj, hæklet inspiration, 2021, diy, hæklet abe, garn, hjemmelavet, abe, Kay Bojesen abe, John Dillermand, hæklet John Dillermand, , hæklet interiør, hæklet gave, sjove hæklerier, kreamusan

Hæklet til Påske

Jeg har lavet en smule værtindegaver ved påsketid. Denne abe forklædt som kanin, blev simpelthen bare så skøn. Jeg skulle egentlig lave en til mig selv også – det har jeg ikke gjort endnu.

Plantede en fin hvid Hyacinth i et glas, hæklede låg til et andet glas, og fyldte op med Werther´s Echte. Købte fine, lækre fyldte chokolader betrukket med smuk glace. Pakkede ind i cellofan og vupti, så smuk en værtindegave.

En anden “påsket” værtindegave, her sammen med en Pilea til nytår lavet for nogle år tilbage. Jeg genbruger altid glas – det er guld, som smides ud.

Finurlige nålepuder

Jeg har tidligere hæklet en “Hækle-Bedste” herfra til at have alle mine værktøjer, lige ved hånden. Men da den var færdig, syntes jeg alligevel ikke at den var noget for mig. Så hæklede jeg et “blyants-penalhus” til mine hæklenåle og så fandt jeg en dag på at forvandle et glas fra Pesto om til en nålepude efter samme princip som jeg har brugt HER og HER

Det er nemt at være kreativ i en fart med sådanne små projekter. Jeg hækler et omslag der passer på låget, her må man prøve sig frem til det passer, så limes det fast med en stærk og holdbar lim, som kan lime på glas, metal og stof. Tørrer og herefter kan jeg sy mine figurer godt fat på låget. Skønne er de, synes du ikke?

Hæklede KUNST-høns

Det startede i det små, med disse små fine hæklede påskekyllinger fra Cicitive.dk og nu har jeg efterhånden lavet så mange og udviklet så meget videre på dem at de er blevet til mine helt egne “Kunsthøns”. Det sker helt pr. automatik når jeg laver for meget ens, så går der “spræl” i den … det keder mig bravt, at lave for mange ens hæklede ting – og så laver jeg det om.

Her har humøret været rigtig højt, kan du se ;O) de findes ikke magen til, inspirationen kom indefra.

Sidste år og forrige år lavede jeg dem her:

De små kyllinger som det hele startede med fra Cicitive.dk

Hæklet Kim Larsen

Som en hyldest til Kim Larsen hæklede jeg denne udgave af ham, til min far i 2019. Min tekst den gang var denne:
Jeg elsker ham simpelthen, på en eller anden finurlig facon – må da til at lave nogle flere af denne type figurer, det er så sjovt! Der er plads til fantasi, leg og overdrivelse, så det batter – det er altså unika, når det er bedst!
Men ham her, han må videre… han er lavet som en gave til min far.
Han elsker Kim Larsen – det her er bare en af de gaver der er lavet, med stor kærlighed til den musik, som jeg er vokset op med.
Jeg ved, at min far vil elske denne figur, helt vildt og synes, at den er både fed og sjov! Og så har de næsten samme frisure ha ha!
Min far døde desværre i sommers. Han døde på en smuk, solrig sommermorgen, efter længere tids brav kamp mod kræften. Min far var ikke spor gammel og han kæmpede så meget, og hårdt imod det uundgåelige.

Han fik denne her Engel på kisten. Og en anden vigtig ting som han fik med sig, var denne her Kim Larsen, som jeg hæklede i 2019  til ham. Han havde den hængende i bilen i bakspejlet og han ELSKEDE den bare. De havde sine ligheder, de to … og jeg nænnede ikke at studse håret, for de lignede altså hinanden ;O) Den blev lagt ved hans hoved, i kisten <3

Min udgave af Kim Larsen, er selvfølgelig inspireret af  “ham sjel” og så har jeg kigget på andre hæklede udgaver, og derefter freestylet den. Jeg synes alligevel ikke han ligner de andre der er hæklet. Han har sit helt eget touch, håret er vildt og han er bare SKØN for han ligner lidt min far, som han så ud også. En hyldest til dem begge – i én.

Der findes én Kim Larsen mere derude, jeg lavede kun de 2.

 

Genanvendelige Kaffefiltre

For nogle år siden syede jeg selv mine kaffefiltre. Jeg bor jo midlertidigt i udlandet, og jeg brugte simpelthen så lang tid på at finde kaffefiltre, at jeg en dag bare fik nok!

Min fine, rustikke kaffefiltre

Det var nemmere for mig at sy dem selv – og så er det jo også miljøvenligt, både at udskifte de ublegede, men så sandelig specielt hvis man køber de blegede kaffefiltre. I det hele taget skal vi forbruge mindre og det er da at starte et sted, når man syr sine egne filtre.

Det er ret nemt at sy dem – selv hvis du er helt uøvet. Du tegner simpelthen bare mønstret af efter et kaffefilter, fold dit bomuldsstof i to lag, læg din skabelon lang folden i venstre side, klip og sy det godt sammen hvor det på filtret er presset sammen i bunden og i den ene side. Åben dit sammensyede filter og giv det en kant, nogle omgang på tæt zig-zag eller overlocker, så dit stof ikke trævler.

Du kan sy en stak. Jeg har givet til både min mor og i værtindegaver. Og de vækker faktisk lykke – det er så simpelt … og du kan nå det selv hvis det er i “last minute”.

Her indpakket i celofan, med en lille “handmade with love” label på, klar som værtindegave.

God fornøjelse …

Send mig endelig et billede af dine hjemmesyede filtre – jeg vil elske at vise dem her på min hjemmeside.

Hjemmelavet gavepapir

Det er klart, at det er en fordel for mig at være grafiker, når der skal findes på unikke løsninger. I år har jeg lavet mit eget “gavepapir” til små gaver. Jeg har fundet kendte mønstre på nettet som jeg godt kan lide, nogle har jeg tegnet om forfra og sammensat som jeg ønskede, andre har jeg brugt som de var.  Det jeg har her er figurer fra Hammershøj julestel, Mega Mussel print og så er der noderene fra “Glade jul, dejlige jul”.

Gavepapiret blev printet på A3 papir, gaverne pakket ind i det og så har jeg pakket ind i yderligere et lag celofan. Jeg fandt noget natursnor i mine gemmer og med en grangren fra skoven, så blev mine pakker rigtigt fine. Inspirationen kommer fra et TV-program engang for flere år tilbage. De pakkede gaverne ind i avispapir, med celofan omkring og ideen var så fin at jeg har taget den med mig videre, til min egen udgave her.