Maskulint halstørklæde

Min mand spurgte mig for noget tid siden om jeg ikke kunne strikke ham et halstøklæde … “altså som i STRIKKE det?” var mit svar vistnok …

Jeg er skidegod til at hækle, og han ville altså “bare” have det strikket – godt så… det måtte jeg så bare gå i kast med. Som så ofte, så findes dét jeg søger bare ikke, efter at have brugt en dags tid på at google halstørklæder til mænd, uden at være tilfreds gik jeg i gang med at designe lige dén version, som allerede var godt plantet i mit hoved;

Et lækkert, luftigt halstørklæde, i en bred rib med et maskulint touch – det er helt sikkert ikke raketvidenskab for en solid og veltrænet strikker! Det er jeg så ikke helt, og derfor kommer der nu en opskrift på lige netop det halstørklæde, ud til dig lige her!

Halstørklædet er ikke helt færdigt endnu, jeg strikker derudad på livet løs – så jeg kan ikke vise resultatet fuldstændigt, men jeg er halvvejs og du kan også sagtens komme i gang nu:

Fremgangsmåde:
Jeg slog 53 masker op på pind 4, med Easy Care Merino (100% merinould)  farve 038 (du kan bruge andet garn bare du bruger en nålstørrelse der passer til – det kan dog godt være at du så skal justere på maskeantallet hvis dit garn er tykkere/tyndere) prøv dig frem, det måtte jeg også gøre.
Første maske tages altid løst af, på hver pind som om den skal strikkes men uden at strikke den, sidste maske strikkes altid drejet ret på hver pind. Dette gøres på alle pinde for en pæn jævn kant på halstørklædet. Så først en maske løst af, strik 3 masker ret, derefter 3 masker vrang, det gentager du skiftevis på resten af pinden. Herefter strikkes det ret/vrang som maskerne viser for at få en fin maskulin bred rib. Du får således 17 rib-grupper a 3 masker hver i bredden, ønsker du færre/flere rib antal kan du justere med + 6 masker eller – 6 masker.
Bredden er, let trukket omkring 25 cm og efter tid vil jeg gætte på at det bliver 30-35 cm i bredden og du kan strikke det så langt som du vil. Jeg vil prøve at dampe det når jeg er færdig for at se om jeg kan få rib-effekten til ikke at trække sig så meget sammen.
Jeg får i dén grad øvet min ret og vrang, de sidder atter på rygraden igen og efter en hård start, hvor jeg måtte pille op og starte forfra hele 5 gange, så er jeg faktisk ret stolt af mig selv … også for ikke at have kylet det ud af vinduet endnu ;O)
Jeg regner med at jeg kommer til at bruge 4 nøgler, dette vil jeg naturligvis følge op på herinde når jeg er færdig :O)

Mine opskrifter er gratis, mod at du deler hvor du har dem fra hvis du viser mine design frem, på sociale medier. Sharing is caring <3

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *