Oksekød- kanelsuppe
a la Kreamusan
Historien bag denne her er efterhånden en del år siden, da min kære tidligere kollega havde noget meget velduftende med til frokost – det var kanelsuppe……! Jeg fik lov at smage, det var simpelthen så skøn en ret og siden har tanken fulgt mig, jeg ville prøve at lave kanelsuppen en dag. Vi har ofte talt om denne suppe og min kollega lovede at sende mig opskriften, det gjorde hun også – men jeg synes ikke at den var helt som jeg huskede den. Så jeg gik i gang med at improvisere – googlede lidt og fandt lidt ekstra inspiration og tilføjede så noget mere “mig” og det er der så kommet denne her, vidunderlige opskrift ud af. Du burde prøve den – den dufter i hele huset og er SÅ lækker!
Hvis du laver den og smider et billede op på sociale medier, må du meget gerne tilføje hashtagget #kreamusanskanelsuppe
Opskrift:
1 løg
2 fed hvidløg
3-4 forårsløg
1/2 rød peber
1/2 chili
250 gr hakket oksekød
Friske koriander, groft hakket (en håndfuld)
1 tsk gurkemeje
1 tsk stødt ingefær
1,5 tsk kanel
1 courgette/squash i små tern
100 gram quinoa
100 gram grønne linser
200 gram kikærter
Vand så det dækker
Evt 1/2 boullionterning
Svits løg, hvidløg med krydderier, tilsæt grøntsager og svits dem med. Brun kødet og tilsæt linser, quinoa og kikærter. Hæld vand over så det dækker alt. Simre i 20 minutter og må herefter gerne stå og trække nogle timer før det genopvarmes.
Smag til med salt/peber/mere af krydderierne efter smag hvis du ønsker den kraftigere samt bouillon hvis du er til det. Spæd evt lidt mere vand i hvis linser/quinoa har suget for meget vand til sig.
Den skal smage af noget, og det er vigtigt at hele tiden smage til for at sikre en kraftig og god smag.
Serveres rygende varm med friskbagte sprøde grove flutes eller naanbrød