Hvis der er noget der er meget taknemmeligt at bage, så må det da være scones!
Mine unger elsker dem, og der findes ikke noget bedre de ved, end at komme hjem fra skole, til duften af friskbagte chokoladescones.
De tager ingen tid at bage, og på mindre end 20 minutter, fra start til slut, dufter hele hytten af dejligt hjemmebag.
Jeg eksperimenterer altid – og denne gang har jeg lavet dem med en blanding af grahamsmel og hvedemel – succes! 🙂
Du kan også bare bruge hvedemel hvis du er mest til det.
I princippet kan du blande lige hvad du synes i dem – jeg vil prøve med blåbær og chokolade, næste gang.
Opskriften:
500 gram hvedemel
50 gram grahamsmel
lidt salt
250 gram stuevarm smør
2 tsk bagepulver
2 tsk vaniliesukker
2 dl rørsukker
150 gram grofthakket chokolade (el. efter smag)
ca. 2,5 dl kærnemælk eller alm. mælk (dejen skal ikke være splattet så tilsæt mælk efter behov)
Bland hele molevitten i en skål, sæt dem på en bageplade med to spiseskeer, i den størrelse der passer dig.
OBS: er din dej for flydende så tilsæt mere mel til konsistensen ligner billedet nedenfor.
Bages ved 200 gr. i hele 10-12 minutter, til de er lækre og gyldne.
Nydes lune og gerne med en kop the eller kakao med flødeskum.
Hvis du laver den og smider et billede op på sociale medier, må du meget gerne tilføje hashtagget #kreamusanstaknemmeligescones
Scones er en lækker sprød og velsmagende slags bolle, den nydes bedst lun. Den skal ikke hæve som en gærdej, da hævemidlet i dem er bagepulver. De fungerer også fint som “hovsa-morgenmad”, du ved den der “ups klokken er virkelig mange, alt har lukket og vi er løbet tør for morgenmad til ungerne” altså det er forudsat at du i det mindste har mel, sukker/honning og bagepulver hjemme, de kan laves på kærnemælk, mælk, vand eller en blanding, og jeg har også brugt ymer og skyr i mangel på andet.
Her er min version med blåbær og chokolade – MUMS de var virkelig gode! – de er uden grahamsmel.
Husk at følge KREAMUSAN på instagram, for flere gode ideer!
Smid mig meget gerne en kommentar, om hvad du synes, nederst på denne side.